Coderdojo åbner 30/8

Coderdojo er klar igen – fra på tirsdag d. 30/8. Ja, vi er blevet flyttet til om tirsdagen i dette semester. Vi har også skiftet lokale til 4A56, så en etage op, men ellers næsten samme sted.

Som sædvanlig er tilmeldingen her.

Hvis du har lyst til at hjælpe til med at afholde dojoen – hjælpe os med website, som mentor, eller har andre gode ideer til at gøre dojoen bedre, så hører vi gerne fra dig. Læg en kommentar eller skriv til os på info@copendojo.dk.

Mentorer søges!

Vi er næsten klar til næste sæson af Coderdojo. Vi mangler sådan set kun en ting: DIG!

Coderdojo er en fritidsklub, hvor børn kan lære at programmere. Vi mødes hver 14. dag fra 17 til 19, på IT-Universitetet, som venligt låner os et godt lokale med 30 computere. Børnene skal ikke have andet med end deres fantasi og lyst til at lave noget. Til Coderdojo kan man lære at lave spil med Scratch, og de lidt større børn hjælper vi med at programmere i javascript, Unity, Java eller hvad de nu synes er spændende.

Vi har opdaget, mens vi har holdt Coderdojo, at jo flere frivillige voksne vi er, jo mere sjov kan vi lave for børnene – og derfor vil vi rigtig gerne have nogen flere mentorer til vores kode-fritidsklub.

Du behøver ikke være 100-meter mester i programmering for at være mentor. Hvis du har dyppet fødderne bare den mindste smule i programmering, er der en god chance for at du er langt foran børnene. Det vigtigste er faktisk at du har lyst til at lade børnene gøre arbejdet, og så bare hjælpe dem med at lære sig selv hvordan det er man gør.

Hvis du er interesseret i at være med, så kom til kickoff-aften – den er helt børnefri – på tirsdag den 23/8. Vi mødes i lobbyen på ITU kl 18. Hvis du har nogen spørgsmål til os – så læg en kommentar her på siden.

Coderdojo er tilbage 21/1

Godt nytår!

Coderdojo holder juleferie helt til den 21/1 – men det er i en god sags tjeneste: Vores lokale er ved at få nye maskiner – så det hele kører forhåbentlig hurtigere når vi vender tilbage. Vi glæder os til at se jer igen om et par uger.

I mellemtiden er der jo ingen grund til ikke at gå i gang derhjemme!

Code on!

Skole vs Klub

Som Peter skrev om for nogle uger siden har vi nu to forskellige tilbud på programmet. Det første er vores Coderdojo, dvs en slags fritidsklub, hvor vi har det sjovt med at programmere, og der er voksne, man kan få hjælp fra til sine egne projekter, i Scratch, Kvad, Processing eller andet.

Det andet er vores kodeskole. Kodeskolen er lidt sværere – hvis man er helt nybegynder, eller blandt de yngste børn til Coderdojo, så er det ikke sagen. I kodeskolen laver vi udelukkende javascriptprogrammering og Processing, og det er de voksne, der tilrettelægger programmet.

Kodeskolen er forbeholdt børn, der først har prøvet Coderdojo, og er klar til at lære en hel masse mere. Spørg en af os om vi tror det er noget for dig eller dit barn, næste gang du er til Coderdojo.

Tilmeldingen til næste kodeskole, nu på torsdag, finder du her.

/Claus

CoderDojo hver uge!

Som noget nyt, holder vi nu CoderDojo hver torsdag!

De ‘nye’ torsdage bliver en smule anderledes, mens de ‘gamle’ torsdage kører videre uændret. Det vil sige:

Lige uger (som i torsdags) følger vi det gamle koncept: Hjælp til egne projekter, lav lige hvad man finder på, lækker servering i pausen og festlig fremvisning af programmer på storskærmen til sidst. Vi synes det fungerer godt og børnene har det sjovt og lærer noget samtidig, så det vil vi holde fast i.

Ulige uger (fx. den kommende torsdag) prøver vi det nye koncept: Her vil vi være mere målretterede med undervisning og opgaver — og der er mange spændende ting at lære! Der bliver derfor ikke så meget tid til at lave sine egne projekter. Til gengæld træner vi en masse ting som alle super programmører skal kunne!

Det er vigtigt at få sagt, at der ikke er et krav om at man skal kunne noget bestemt for at være med til de nye torsdage: det vigtigste er, at man har lyst til at lære endnu mere om at programmere.

Vi håber at se så mange som muligt på alle torsdage!

Tid og sted er som det plejer, dvs. kl 17-19 i lokale 3A-52 på ITU.

– Peter

Bliv Coderdojo-mentor!

Coderdojo på ITU er en kodeklub og undervisning i programmering for børn – vi holder til på ITU, ca hver torsdag mellem 17 og 19. Vi vil rigtig gerne være nogle flere voksne mentorer, til at hjælpe børnene.
Det er virkelig sjovt at være med – børnene har masser af fantasi og deres lyst til at bygge smitter af på os voksne.
Børnene der kommer til Coderdojo er fra 7-8 til 15-16 år gamle. De fleste sidder og laver spil i Scratch, eller vores eget javascript spilmiljø Kvad, og så er der et par stykker der roder med Processing og Unity.

Man behøver hverken være superpædagog eller supernørd for at være med – bare have lyst tl at hjælpe børnene i gang og så lære de værktøjer vi bruger lige dét hurtigere end dem.
Hvis du gerne vil vide mere, så læg en kommentar, skriv til dee@classy.dk – eller endnu bedre: Kig op og se hvad vi laver, så snakker vi om det der, og du kan få en idé om det var noget for dig. De næste to dojos er 3. september kl 17 og 17. september kl 17, begge dage i 3A-52

Du kan også finde os på http://copendojo.dk og https://twitter.com/coderdojocph.

God sommerferie!

Tak for en masse super sjove dojo timer her i foråret. Som lovet i torsdags, er her nogle links til ting man kan underholde sig med i sommerferien hvis man har lyst at kode lidt:

Først et link til bogen om 3d programmering med Javascript som Caleb fortalte om: 3d Game Programming for kids. Bogen er på engelsk, så man må lokke en voksen til at lege med, hvis man ikke lige er så skarp til engelsk endnu. Men man kan altid bruge bogens webside til at prøve sig frem. Det er lidt som en 3d udgave af kvad. 3d grafikken laves ved hjælp af det Javascript system som hedder THREE.js og man kan se mere om det her: http://threejs.org. Three.js har også nogle ret flotte demoer som er værd at se.

Hvis man har lyst at prøve den gamle computer som Claus viste, kan man bare gå til siden www.cpcbox.com.

Til sidst vil vi bare sige: hvis I finder noget sjovt om programmering på nettet eller har gang i et sjovt sommer projekt, så må I rigtig gerne skrive om det i kommentarerne herunder. Man kan også spørge om ting hvis man har lyst til det – vi prøver at kigger her af og til i løbet af sommeren.

Rigtig god sommer og husk at regnvejr bare er kode-vejr!

CoderDojo i 2015

Torsdag den 15. januar kom vi igang efter juleferie og nytår. Det var dejligt at se både alle de ‘gamle’ og et par nye ansigter også.

Carsten holdt et lille oplæg om hvordan man kan bruge “stempler” i Scratch for at få computeren til at tegne selv. Grafikken lignede klart noget fra Minecraft og det satte straks fantasien igang.

IMG_0417

Her er Carsten’s program og det er et godt sted at starte hvis man vil prøve at lave sine egne minecraft mønstre!

Der er også sket nye ting med Kvad. Vi har fået en ny forside og flere andre gode ting som vi fortæller mere om på torsdag.

Så vi ses forhåbentlig på torsdag, den 29. januar kl 17-19.

Vi ved endnu ikke om vi får den samme dag i februar og resten af foråret, men vi skal nok give besked så snart vi kan.

Juleafslutning – og hvad sker der i 2015

I dag har vi juleafslutning i Copendojo – det glæder vi os til. Vi har lidt præmier, lidt godter, og lidt særlige overraskelser.

Vi holder en kort julepause, men er så tilbage i januar, både 15/1 og 29/1. Derefter ved vi ikke helt præcis hvilket tidspunkt vi holder dojo på, kun at vi fortsætter ind i foråret også – men ITU skal lige give os et lokale at være i først, og det får vi først besked på i det nye år.

God jul fra mentorerne hos Copendojo – det har været rigtig skægt at kode med jer.